Politiet i Colorado vil inden for den kommende time gå ind i den lejlighed, der tilhører den formodede gerningsmand bag massakren i en biograf, hvor 12 mennesker blev dræbt.
Lejligheden menes at være mineret med noget, der ifølge politiet ser ud til at være en sofistikeret form for sprængstoffer.
Flere dusin politifolk befinder sig ved den lejlighed på tredje sal, hvor den 24-årige James Holmes boede forud for hans anholdelse.
En talskvinde for politiet i Aurora siger, at det kan komme på tale at foretage "kontrollerede sprængninger", inden politiet kan gå ind.
- Vi håber at komme ind inden for den næste time, sagde talskvinden ved en pressebriefing uden for den ejendom, hvor James Holmes boede.
Det er ikke umiddelbart klart, om politiet vil benytte en robot til at detonere det sprængstof, som lejligheden menes at være fyldt af.
Politiet har evakueret de fem nærmeste bygninger og afspærret en stor del af området.
/ritzau/Reuters