En øget indtjening i Europa er en af drivkræfterne bag medicoselskabet Coloplasts vækst i første kvartal. Regnskabet er den nye administrerende direktør, Kristian Villumsens første i topchef-stolen.
Ned gennem regnskabet kan han pege på forskellige dele af forretningen, der spirer. Han peger dog særligt på salget i resten af Europa som et af regnskabets stærkeste tal.
Salget af sårplejeproduktet Biatian Silicone i Frankrig og Storbritannien fremhæves som særligt profitskabende.
Tallene for Europa ser særligt pæne ud i den afdeling, der hedder sår- og hudpleje, hvis man sammenligner med samme periode sidste finansår.
Det siger dog mere om den periode, man sammenligner med, da en prisreform i Grækenland førte til lagerreduktioner for et år siden.
Coloplast har gennem opkøb øget omsætningen med en procent. Resten af den forretning, der var i forvejen, er samtidig vokset med otte procent. Det er det, man kalder organisk vækst.
Medicoselskabet gør sig inden for fire forretningsområder: Stomi, kontinens, urologi, hud- og sårpleje. Stomi og kontinens er de vigtigste forretningsområder målt på omsætning.
For alle fire områder er i der i første kvartal tale om en fremgang sammenlignet med sidste år.
Selskabet har et skævt regnskabsår. Derfor har Coloplast allerede taget hul på sit finansår, som ender i 2019.
Ud af en omsætning på over fire milliarder har Coloplast haft overskud på næsten 1,3 milliarder kroner før skat i de første tre måneder af det nuværende regnskabsår.
Væksten i første kvartal forventes at fortsætte i de resterende tre kvartaler.
I regnskabet noterer Coloplast, at den ventede lukning af en fabrik i Thisted kommer til at ske i juni.
/ritzau/