Colombias regering genoptager torsdag fredsforhandlingerne med landets eneste tilbageværende oprørsgruppe, ELN.
Samtalerne blev i januar afblæst efter flere voldsepisoder og angreb mod politistationer.
Angrebene kostede seks mennesker livet og kvæstede snesevis af andre.
- Fra klokken ti i morgen i Quito, Ecuador, vil vi begynde femte runde af fredsforhandlinger mellem regeringen og ELN, skriver den colombianske regerings fredsforhandlere på Twitter.
Ecuadors udenrigsminister, Maria Fernanda Espinosa, betegner nyheden som "fantastisk".
- Fred i Colombia betyder fred for alle i Latinamerika, siger hun.
Colombias præsident, Juan Manuel Santos, sagde allerede mandag, at samtalerne ville blive genoptaget.
Årsagen var, at ELN som lovet havde holdt sig i ro søndag, da der var valg til nationalforsamlingen.
Første runde af fredsforhandlingerne var også henlagt til Quito. Men de blev i 2017 suspenderet efter udløbet af en våbenhvile. Derefter indledte oprørsgruppen en offensiv.
I en erklæring fra ELN bekræfter leder Nicolas Rodriguez Bautista, at gruppen vil fortsætte forhandlingerne.
Han er "ikke er afvisende over for fred", lyder det.
I 2016 lykkedes det for præsident Santos at få den langt større oprørsgruppe Farc til at lægge våbnene.
Gennem fem årtier havde Farc stået bag en voldelig opstand. Hundredtusindvis af landets borgere mistede livet. Samtidig blev millioner fordrevet fra deres hjem.
Præsidenten blev rost globalt. Han modtog også Nobels fredspris for sin indsats. Men begejstringen for fredsaftalen er mindre udtalt i Colombia.
Ved søndagens valg var der fremgang til de højrefløjspartier, som er imod fredsaftalen. Præsidentens parti havde derimod et skuffende valg.
Det samme gælder Farc. Gruppen, som er omdannet til et parti, fik cirka en halv procent af stemmerne.
Som en del af fredsaftalen er Farc dog sikret et antal pladser i parlamentet.
Præsident Santos har sagt, at hans håb er at skabe fuldstændig fred i Colombia, inden han til august trækker sig som præsident.
/ritzau/AFP