I ti år har Coldplay været på toppen af hitlisterne, og nu er det tid til at gøre status. Derfor samler bandet en lang række ting og sager fra deres karriere, som de sælger på eBay.
Under titlen 'End Of Decade Clearout Sale' får fans mulighed for at byde på blandt andet guitarer, keyboards, plakater og platinplader, skriver engelske BBC.
I en meddelelse på bandets officielle hjemmeside lyder det:
"Alt vi sælger vil være signeret af os alle fire, ellers vil der følge en notits med varen om dennes oprigtighed, som så vil være underskrevet af os."
Man skal altså ikke være bange for, at varerne ikke har tilhørt Coldplay.
Overskuddet går til velgørenhedsorganisationen Kids Company.
Auktionen starter i morgen den 17. december og løber indtil nytår. Før auktionen starter, vil der på eBay være en liste over, hvad der bliver solgt.