Coldplay-koncert sendes live på P3

Radiokanalen P3 har fået lov at sende koncerten direkte, når bandet Coldplay går på scenen i Parken.

Der er udsolgt, når det verdensberømte band Coldplay går på scenen i Parken i København tirsdag aften.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Men DR's radiokanal P3 har sikret sig rettighederne til at sende koncerten direkte, og dermed kan fans alligevel komme til at høre musikken.

Der bliver varmet op allerede fra klokken 20.00, og Signe Vadgaard, der til daglig er vært på programmet "Smag på P3", er lytternes guide i Parken, indtil bandet går på scenen klokken cirka 21.30, og musikken tager over.

- Jeg har kæmpestore forventninger til koncerten. Men inden den begynder, varmer jeg lytterne op med blandt andet musik, samtaler med fans og masser af stemning fra Parken, siger hun.

- Og jeg lover at trawle Parken igennem for at finde Chris Martin, før han går på scenen. Selve koncerten bliver spektakulær, er jeg sikker på, siger Signe Vadgaard.

Hun glæder sig til at se, om det fungerer med de musikstyrede, selvlysende armbånd, som bandet har fået produceret til publikum.

- Og så regner jeg med, at lytterne og jeg får en kæmpe musikfest med et af verdens største bands, siger P3-værten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.