Alverdens kunstnere står i kø for at hylde den afdøde popstjerne Michael Jackson, og Coldplay er ingen undtagelse.
Under bandets koncert på All Points West Festival i New Jersey spillede Chris Martin og resten af bandet nemlig deres egen version af 'Billie Jean' i en hyldest til Michael Jackson. Det skriver Contact Music.
Coldplay stoppede dog ikke her. For udover at festivalgæsterne kunne høre hits som 'Yellow', 'Violet Hill', 'Viva la Vida' og 'Speed of Sound' gav gruppen også en hyldest til den sygdomsramte Adam Yauch fra Beastie Boys ved at spille 'Fight for Your Right'.
Ikke overraskende var det også Coldplay, der havde det største publikum på festivalen, da de søndag gav koncert i 90 minutter. Festivalen var i øvrigt ved at blive aflyst på grund af store regnmængder.