Manager Yvon Sanquer fra Cofidis var en rystet mand, da han foran en bunke af mikrofoner i et lokale fyldt med pressefolk skulle forklare tirsdagens sag om doping.
Cofidis-rytteren Rémy Di Gregorio blev tirsdag anholdt af fransk politi for en mistanke om brugen af doping.
- Jeg var meget, meget skuffet, da jeg fik nyheden at vide fra politiet. Det er et meget svært øjeblik for holdet, hvis en rytter har taget den forkerte vej, siger Yvon Sanquer.
- Det er svært for rytterne på holdet, fordi vi er her i Touren for at skabe gode resultater. Men nu må vi afvente flere nyheder fra politiet, siger Sanquer.
Og Cofidis viser ingen nåde, hvis det viser sig, at Rémy Di Gregorio har været involveret i en dopingsag.
- Vi har sammen med sponsorerne taget en beslutning om, at rytteren er suspenderet, indtil vi har fået en afklaring. Hvis det viser sig, at beskyldningerne er sande, så er det slut for ham på holdet, siger manageren.
Resten af Cofidis-holdet bukker dog ikke under i Frankrig.
- Jeg har kontaktet Tour-organisationen, og de har ikke bedt os om at forlade løbet. Sådan er situationen nu, og sponsorerne vil også fortsætte i Touren, siger Sanquer
/ritzau/