En ting er en læskedrik med et minimalt indhold af kalorier,
noget andet er en læskedrik, som får dig til at tabe dig. Sådan en lancerer
Nestlé og Coca-Cola Company nu, skriver ing.dk.
Tre dåser får, i følge de to virksomheder, i gennemsnit en normalvægtig person til at
forbrænde 106 kcal. Det svarer til en banan eller tre til fem procent af en
normal persons daglige forbrænding.
Fidusen med Enviga er ifølge selskaberne en perfekt blanding af natur og
videnskab. Læskedrikken består af 90 mg af grøn te-antioxidanten EGCG med dens
evne til at sætte skub i forbrændingen i samspil med koffein og naturlige
plantebaserede mikro-næringsstoffer.
Tømmer man flere end tre dåser Enviga om dagen, ender man
dog ikke med at blive til en streg, skriver Nestlé på hjemmesiden for den
epokegørende forfriskning. Deres forsøg viste, at den slankende effekt
tilsyneladende ikke blev forstærket efter tre dåser.
Men en ernæringsekspert tvivler på, at man kan drikke sig til en flad mave og
mindre håndtag. Thomas Meinert Larsen, adjunkt
ved Købehavns Universitets Institut for Human Ernæring og ekspert i
forebyggelse og behandling af overvægt, mener nemlig ikke, at virkningen holder
på længere sigt.
- Vi ved jo, at der er en række lægemidler, hvor effekten forsvinder
efterhånden. Man kan ikke dokumentere ud fra det studie, at der er en blivende
effekt. Potentielt kan der også være sideeffekter, men man ved endnu ikke
hvilke, siger Thomas Meinert Larsen.
Coca-Cola Danmark ønsker ikke at oplyse, om læskedrikken Enviga, som den
påståede fedt-forbrænder hedder, vil komme på hylderne i danske supermarkeder.