Om to år skal en del af røgen fra kraftværket i Esbjerg samles op. CO² i røgen skal renses fra og presses sammen til en væske, og så går sejlturen ud til en boreplatform i Nordsøen, hvor CO² en skal pumpes ned på havbunden.
»Dong kan øge udvindingen af olie og samtidig få løst problemet med, at vi udleder for meget CO². Hvis atmosfæren ikke kan tåle mere CO², er der kun et andet sted at lagre den: Det er i undergrunden,« siger Charles Nielsen, udviklingschef i Dong Energy.
Tjener på CO²
CO² beskyldes for at føre til, at temperaturen stiger i verden. Dong Energy er sammen med Danmarks Tekniske Universitet, De Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og Geoteknisk Institut i gang med et forskningsprojekt om, hvordan Danmark slipper af med CO² og tjener milliarder på det.
Når CO² bliver pumpet ned i et oliefelt, kan den i løbet af 14 dage gøre olien mere tyndtflydende, og så kan man suge mere olie op, end man ellers kan få ud.
USA har brugt teknikken til at pumpe mindst 5-10 procent ekstra olie op af jorden.
Charles Nielsen fortæller, at det er »rigtigt mange penge«, Danmark kan tjene ved at bruge teknikken. Til sidst kan man sætte en prop i borehullet og lagre CO².
»Vi snakker big business . Jeg er overbevist om, at vi pumper anseelige mængder CO² ned i undergrunden i 2030,« siger Charles Nielsen.
Røgen renses
De store perspektiver er, at kraftværker om 20 år får røgen renset for CO², som så bliver gemt af vejen i undergrunden. Ifølge GEUS er der plads nok.
»I princippet er det muligt at lagre al den CO², Danmark udleder nu og flere hundrede år frem i tiden i undergrunden. Det spiller dog ind, hvor godt man kan indfange CO²’en,« siger Thomas Vangkilde-Pedersen, forsker på GEUS og projektleder i CO².
Klimaminister Connie Hedegaard (K) mener, at idéen med at lagre CO² er spændende, men ikke et vidundermiddel.
»Vi vil ikke på forhånd sige, at den her teknologi ikke kan blive interessant. Der må forskes i det, men man må sørge for, at teknikken ikke bliver en sovepude. Lagring af CO² kan kun løse en mindre del af klimaproblemet, og det må ikke tage opmærksomhed fra vedvarende energi,« siger Connie Hedegaard.
Greenpeace er bekymret for, om CO², der gemmes i jorden, kommer op igen ved jordskælv og skader kommende generationer.
Røgen fra kraftværker renses fra CO².
Gassen bliver sat under tryk og bliver til en væske, som så pumpes ned i undergrunden.
I olieindustrien kan CO² en samtidig bruges til at fortynde olien, så der kan pumpes mere op.
Den teknik bruges allerede i USA, den norske del af Nordsøen og i Algeriet.
Danmark kan lagre omkring 300 års forbrug af CO² i undergrunden.
Kilde: De Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)