Præsident Donald Trumps søn Donald Trump Jr. vil i næste uge mødes med efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus for at svare på spørgsmål vedrørende påstået russisk indblanding i den amerikanske valg i 2016.
Det rapporterer CNN med henvisning til en række unavngivne kilder.
Repræsentanter for republikanske kongresmedlemmer, der leder panelets undersøgelser, siger imidlertid, at de ikke kan kommentere rapporterne om, at Trumps ældste søn vil lade sig afhøre af komitéen.
CNN rapporterer, at Trumps søn vil møde op til høring i panelet onsdag i næste uge.
Hvis oplysningerne er rigtige, vil det være første gang, at Donald Trump Jr. taler med medlemmer af Repræsentanternes Hus om de igangværende undersøgelser af Ruslands påståede rolle ved valget.
Donald Trump Jr. mødtes med en russisk advokat i juni 2016 i Trump Tower i New York. Donald Trump Jr. deltog i mødet for at skaffe belastende oplysninger om farens modkandidat, Hillary Clinton, under valgkampen.
Ud over Trump junior deltog præsidentens svigersøn Jared Kushner i mødet. Kushner blev i juli afhørt af udvalget.
En række e-mails, som Donald Trump Jr. har offentliggjort, viser, at den russiske advokat Natalia Veselnitskaya mødtes med ham.
Af de mails fremgår det, at russerne havde oplysninger, der kunne skade Demokraternes præsidentkandidat.
Udvalget ventes torsdag at udspørge den amerikanske justitsminister, Jeff Sessions, hvis kontakter til russerne også undersøges.
/ritzau/Reuters