Han er selvfølgelig ikke helt ung længere, og de grå hår har da også efterhånden vundet kampen på toppen af issen.
Alligevel vil det dog måske nok irritere George Clooney en smule, at ekskæresten Elisabetta Canalis så ham som en far, da de to var sammen - det til trods for, at den 17 år yngre model egentlig kun har gode ting at sige om sin ekspartner.
Gossipsiden People.com skriver i dag, at den underskønne model, der datede George Clooney i godt og vel to år, så George Clooney som en faderfigur.
"George var meget speciel for mig - og meget vigtig. Præcis som en far ville have været. Der var en slags far-datter-forhold. Jeg har ikke været i stand til at forklare det rigtigt før nu," siger hun ifølge bogen til People.
"Han er den person, der har værdsat min feminine sider mest. Han er også en af de personer, jeg har mødt, der er mest venlig og velvillig," siger hun.
Siden bruddet med Elisabetta Canalis har 50-årige George Clooney kastet sig over den 31-årige skuespiller Stacy Keibler, som han gladeligt viser sig frem sammen med.
Kilde: People.com