Poul Nyrup Rasmussen (S) har fået den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton til at holde åbningstalen ved en international konference om globalisering i Bruxelles.
Nyrup grundlagde konferencen, der går under navnet "Global Progressive Forum", i 2003.
Udover Clinton deltager en række prominente politikere og internationale organisationer, der sammen skal diskutere, hvordan man kommer ud af tre af verdens aktuelle kriser: Den økonomiske krise, fødevarekrisen og klima-energikrisen.
"Hvis vi skal undgå en katastrofe, er det altafgørende, at vi arbejder sammen på tværs af grænser. Derfor er jeg utrolig glad for, at Bill Clinton og resten af denne internationale kreds af progressive personligheder bidrager til konferencen med deres svar på, hvordan vi løser verdens genvordigheder," siger Poul Nyrup Rasmussen ifølge flere medier.
Konferencen finder sted den 2. og 3. april.