Det var tilbage i 1968, at det ultra populære engelske band 'Cliff Richard and The Shadows' gik hver til sit, og dermed knuste mange kvinders hjerter.
Årsagen til bandets split-up var Cliffs ønske om at skabe sig en solo-karriere. Bandet fortsatte dog med at spille sammen, mens Cliff fik enorm stor succes som solo-artist.
Nu, mere end 40 år efter de gik hver til sit, har Cliff Richard, der har rundet de 68 år, og hans gamle backing band 'The Shadows' besluttet sig for at tage på en stadion-turné rundt i England, skriver NME.com.
Turnéen består af 11 koncerter i september og oktober 2009. Turnéen starter med to koncerter i Londons O2-Arena den 25. og 26. september. Og bandet har allerede sagt, at stadion-turnéen bliver absolut sidste gang, de kommer til at spille koncerter.