Håndboldmålmanden Marcus Cleverly var den direkte årsag til, at Danmark gik til pause med en 13-12-føring i OL-kampen mod Spanien.
Målmanden leverede adskillige flotte redninger, da han midtvejs i første halvleg blev skiftet ind i stedet for Niklas Landin.
Marcus Cleverly måtte dog se Niklas Landin vende tilbage i målet mod slutningen af kampen, hvor Danmark til sidst sikrede en smal sejr på 24-23 i Copper Box i London.
- Selvfølgelig vil jeg altid gerne spille, men jeg kan sagtens se idéen med det, siger Marcus Cleverly om landstræner Ulrik Wilbeks valg.
- Man kunne se, at det virkelig bar frugt, at Niklas kom ind med friske ben og hurtighed til slut. Han kunne tage de lidt hurtige skud, som der var problemer med. Det var en god beslutning, som bidrager til, at vi nu har vundet, siger Marcus Cleverly.
Han håber dog, at han med sin indsats mod spanierne har gjort sig fortjent til mere tillid fra Ulrik Wilbek.
- Vi vil alle gerne have mere ansvar, og det kan jeg håbe, at jeg har bidraget til nu, siger Marcus Cleverly.
/ritzau/