Op mod 90 mennesker blev fredag syge med opkast og diarré efter at have spist sandwich leveret af kokken Claus Meyers cateringvirksomhed, Meyer & Tingstrøm. To blev indlagt på hospitalet.
»Der er sandsynligvis tale om en mild form for roskildesyge,« siger koordinator Morten Lisby fra Fødevarestyrelsens Fødevareregion Øst, der er ved at undersøge maden.
De syge er ansat i fem forskellige virksomheder og er ud af en gruppe på i alt 300 medarbejdere, der alle bestilte en levering af frokostsandwich fra Meyer & Tingstrøm fredag. Virksomheden meldte selv episoden til Fødevarestyrelsen mandag.
Prøver af afføring og fødevarerester skal sammen med en spørgeskemaundersøgelse afdække, hvordan det kunne gå til, at kunderne blev syge af maden.
Ifølge Fødevarestyrelsen vil Meyer & Tingstrøm næppe få en bøde for hændelsen. Styrelsen har gennemgået køkkenet og udtaget prøver til nærmere undersøgelse, men den har ikke fundet anledning til kritik.