Christianias skæbne er, efter højesteretsdommen i dag, nu fuldstændig styret af staten.
Og det skaber glæde i Finansministeriet.
"Jeg er glad for, at staten i dag har fået medhold i Højesteret og dermed har fuld råderet over Christianiaområdet. Der er dermed et klart grundlag for det videre forløb med udmøntningen af christianialoven," udtaler Claus Hjort Frederiksen i en pressemeddelelse.
Hvad, der præcist skal ske med Christiania, er endnu uvist. Men finansministeren peger på to forskellige løsninger for beboerne fra det notoriske område.
"Enten vælger de en løsning baseret på den aftale, som blev indgået i 2007. Alternativt får Fællesskabet Christiania eller beboerne i de enkelte bygninger mulighed for at købe hovedparten af bygningerne på området," siger Hjort Frederiksen.
Der skal nu tales forskellige løsninger på Christiansborg, og derefter vil finansministeren fremlægge de mulige alternativer for christianitterne.
Dagens dom i Højesteret er en stadfæstelse af en tidligere dom fra Østre Landsret fra maj 2009.