Det er ikke sikkert, at Danmark placerer syv i stedet for fem af de nye F-35-kampfly i USA. Her skal de bruges til træning og uddannelse.
Men muligheden er til stede. Det oplyser forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i skriftlig kommentar.
Flere eksperter har i Jyllands-Posten kritiseret, at Danmark ikke kan løse sine opgaver, hvis syv af de nye kampfly skal stå i USA.
- Som det fremgår af aktstykke 31, kan der være behov for ekstra uddannelsesfly i USA i en periode. Men der er ikke truffet beslutning om, at antallet af fly i USA skal øges til syv, siger Claus Hjort Frederiksen.
Formuleringen i aktstykket giver ifølge Claus Hjort Forsvaret "den fornødne fleksibilitet til at tilpasse antallet af fly i USA". Forsvaret kan dermed tilpasse træningsprogrammer bedre, lyder det.
- Denne fleksibilitet giver ikke anledning til ændringer i den planlagte flyvetimeproduktion eller det politisk fastsatte opgavekompleks, siger ministeren.
Formanden for Folketingets Forsvarsudvalg, Rasmus Jarlov (K), siger til Jyllands-Posten, at ministeren til ham har udtalt, at der skal syv fly til USA. Nærmere bestemt Luke Air Force Base i Arizona.
Jarlov mener i forvejen, at Danmark med 27 nye kampfly har købt for få fly ind.
Et flertal bestående af Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Radikale besluttede i juni 2016 at købe 27 F-35-fly.
Den samlede regning for indkøb og drift af flyene ventes frem til 2049 at blive cirka 57 milliarder kroner.
F-35-kampflyene erstatter de nuværende F-16-kampfly. Sidstnævnte forventes udfaset i 2024. F-35-flyene leveres drypvis. Fra 2021.
Kontoret for kampfly under Forsvarsministeriet oplyser, at man ikke forventer, at der efter 2027 er behov for at placere syv fly permanent i USA. Det skriver kampflykontoret til netmediet nytkampfly.dk.
- Der er kun tale om at placere op til syv kampfly i USA midlertidigt i overgangsperioden, hvorfor det på sigt ikke forventes, at der bliver behov for at placere op til syv fly permanent i USA, skriver kontoret.
Ifølge kontoret er der ikke taget stilling til, hvor mange fly der placeres i USA. Det afhænger blandt andet af, hvor mange F-16-piloter og hvor mange nye piloter, der skal omstilles til F-35-flyene.
/ritzau/