Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) er uenig i kritikken af starthjælpen, som blev fremført i Nyhedsavisen onsdag.
Starthjælpen gives primært til flygtninge og indvandrere fra ikke-vestlige lande, og ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen er 68 procent af disse placeret i de såkaldte matchgrupper 4 og 5, der betyder, at de er mere eller mindre uarbejdsdygtige. Tallene fik onsdag økonomisk vismand Michael Rosholm til at kritisere hjælpen for at ramme de forkerte. Man kan ikke motivere ledige til at tage et arbejde ved at gøre dem fattige, hvis de ikke kan arbejde, mener han. Men Claus Hjort Frederiksen er uenig, skriver han i en mail til Nyhedsavisen:
»Det er ikke fair at dømme mennesker ude, fordi de er i matchgruppe 4 eller 5. Matchsystemet er dynamisk, så man kan sagtens ende med at få et job, selvom man på et tidspunkt er i match 4 eller 5.«