Direkte fra Christiansborg og finanslovsforhandlinger ankom finansminister Claus Hjort Frederiksen til Venstres landsmøde i Odense med lommerne fulde af skarp ammunition rettet mod S-SF.
Finansministeren bruger regeringens tabersag om overbetaling af privathospitaler, slettede emails og forkerte svar i Folketingssalen til at angribe S-leder Helle Thorning-Schmidt.
"Jeg har sendt Helle Thorning-Schmidt en email, hvor jeg skriver, at deres økonomiske plan ikke holder. Jeg håber ikke, at hun pudser en dommer på mig," siger Claus Hjort Frederiksen.
Venstre-veteranen retter, i hvad han kalder et "faktatjek på oppositionen", til stor moro for Venstre-folket i salen, et ironisk og sarkastisk angreb på den røde alliance.
Det er dog ikke kun egen tabersag finansministeren bruger i sit angreb. Sagen om Helle Thorning-Schmidts datter, som går i privatskole, bliver også brugt til angreb.
"Vi vil lave en folkeskole så god, at selv den socialdemokratiske top vil lade deres børn gå i den. Vi vil skabe et offentligt sygehus, der er så godt, at selv Henrik Sass Larsen vil lade sig behandle der," siger Claus Hjort Frederiksen.
Selv ikke S-lederens berømte kærlighed til dyre mærketasker går fri i det Hjortske angreb.
"Jeg har også den holdning, at dem med de dyreste Guccitasker skal bære det tungeste læs," siger Venstre-vetaranen til højlydt latter i salen.
Nu byder resten af aftenen på fest og farver. Venstre-folket skal spise middag og derefter bliver der taget hul på de våde varer og danset.