Han styrer løjerne fredag efter fredag, når deltagerne i "Vild med dans" svinger benene på dansegulvet.
Når Claus Elming har tid for sig selv, fordyber han sig gerne i sportslitteratur og udbygger sin viden om amerikansk fodbold.
Hvilken film så du sidst?
- Åh, det har jeg virkelig svært ved at huske. Sidste gang jeg var i biografen var vist til den nye Spiderman-film.
Hvilke serier streamer du?
- Jeg er i gang med "Peaky Blinders". Det er ganske enkelt en forrygende serie. Mørk og dyster med en setting i 1920'ernes England og krydret med masser af ny musik.
Hvilke podcasts lytter du til?
- Min egen, haha. Det er NFL Showet, der udkommer hver uge i NFL-sæsonen. Men derudover også andre NFL-podcasts.
Hvad lytter du til i radioen?
- Jeg har den ofte kørende i baggrunden. Når jeg er hjemme, hører jeg næsten altid P3, og når jeg er i bilen, skifter jeg lidt mellem de forskellige musikkanaler.
Hvilket program får dig til at tænde for fjernsynet?
- Live sport. Primært NFL men også danske landskampe. Og badminton har i de senere år også fået godt fat i mig.
Hvilken bog ligger på dit natbord?
- Jeg er i gang med at læse en cykelbog, der hedder "Sportshjerte" af Daniel Dencic.
Hvilke magasiner køber du?
- Uden at det skal blive alt for NFL-fikseret, så er det næsten udelukkende NFL-magasiner, jeg køber. Jeg endda udgivet et selv i år, som kan downloades online.
Hvilke aviser læser du?
- Jeg læser nyheder hver dag på jp.dk og USA Today, men jeg er også forbi eb.dk og bt.dk dagligt.
Hvor går du ud for at være kulturel?
- Jeg var på Nationalmuseet i sidste uge. Det var ret imponerende. I sommerferien var jeg på Tirpitz Museet i Blåvand ved Esbjerg. Det var en stor oplevelse og kan klart anbefales.
/ritzau/FOKUS