Den erfarne sportsjournalist og tidligere DR-vært Claus Borre er overvældet over de søde beskeder, han har fået, fra de mange der støtter ham i kampen mod kræften.
Det skriver B.T., som også kan berette, at den 67-årige boksekommentator har planer om at skulle kommentere Mikkel Kesslers kamp mod Allan Green i letsværvægt den 19. maj i parken.
- Tingene ændrer sig hele tiden. Alt afhænger af bivirkningerne fra kemoen. Men med mindre der sker noget helt uforudsigeligt, så regner jeg med at sidde ved ringside, når Kessler går i ringen i Parken, siger Claus Borre til B.T.
For selvom Claus Borre har fået konstateret kræft i ryggen, er han stadig aktiv på jobbet som boksekommentator, og han var så sent som sidste lørdag kommentator i kampen mellem Bernard Hopkins og Chad Dawson for TV2 Sport.
Næste lørdag er det så VM-kampen fra Messehalle i Erfurt mellem Marco Huck og Ola Afolabi, som Claus Borre vil guide seerne igennem, og hans stærke kamp mod kræften har også ført en bølge af sympatitilkendegivelser med sig, der har overrasket den garvede sportsjournalist.
- Det har været noget af det mest positive, jeg har oplevet, ved min sygdom. Hvad jeg har fået af henvendelser og mails med gode ønsker, også fra folk, som i tidernes løb har været efter mig. Det er overvældende flot. Det varmer at vide, når man kommer ud i den situation, siger Claus Borre.
Kilde: B.T.