Mange ser frem til at holde jul og være sammen med familien. Men sådan er det ikke for sangerinden Clara Sofie.
- Jeg går ikke så meget op i julen, efter at mine forældre blev skilt. Så det bliver bare stille og roligt, siger hun til Ritzau.
- Sidste år holdt jeg faktisk juleaften alene sammen med en ven. Men lad os se - det kan være, jeg holder det sammen med min kæreste i år, lyder det fra sangerinden.
Clara Sofie, der for alvor slog igennem med hittet "Når tiden går baglæns" tilbage i 2010, føler selv, at julen handler om familien. Så når hendes egen ikke hænger sammen, er det svært at spotte det positive ved højtiden.
Faktisk er det hårdt for den 31-årige sangerinde overhovedet at vænne sig til, at forældrene ikke længere er sammen.
- Mine forældre blev skilt for et par år siden. Det er mærkeligt at være voksen, når sådan noget sker. Man tror, at det ikke vil påvirke en så meget, men det påvirkede mig helt vildt, fortæller hun.
- Så nu hvor min familie er splittet op, så vil jeg hellere fejre julen som frivillig i Den Grå Hal eller sådan noget, tilføjer hun.
Men heldigvis bringer julen ikke blot det dårlige med sig. For lige på den anden side af den frygtede familiehøjtid kan man ane lyset for enden af tunnelen - nemlig et nyt år, der skal fejres med maner.
- Til nytår flyver jeg til Thailand og holder ferie i to uger sammen med kæresten, fortæller Clara Sofie.
- Så jeg skal bare ned på en skøn tropestrand med en drink i hånden. Jeg glæder mig bare til at komme væk - at få ladet op og få lidt nye input, tilføjer hun.
Og mon ikke det er meget klogt, når 2013 starter ud med en turné og udsendelsen af den tredje single fra hendes nyudgivede EP "Overgiver mig aldrig".
/ritzau/