CL-vinder skifter til KIF Vejens kvinder
Den 25-årige playmaker Ana Radovic fra CL-mestrene Buducnost spiller i næste sæson for KIF Vejen.

Endnu en spiller er på plads i håndboldklubben KIF Vejen, der har sikret sig den 25-årige playmaker Ana Radovic fra CL-mestrene Buducnost.

KIF Vejen har indgået en et-årig lejeaftale med den montenegrinske mesterklub.

Med Ana Radovic føjer klubben endnu en profil til holdet for den kommende sæson.

- KIF Vejen er et godt match i forhold til Anas sportslige udvikling, siger cheftræner Bilal Suman, der har hentet den stærke playmaker til klubben.

- I Buducnost har Ana delt pladsen med en anden. Ved at spille for KIF Vejen får hun flere spilleminutter per kamp, siger han.

Ifølge klubbens direktør, Henrik Schmidt-Ebbesen, er klubbens spillertrup for den kommende sæson nu på plads.

- Med dette hold håber vi at kunne skabe et solidt fundament for de kommende års håndbold i Vejen, siger han.

For nylig hentede klubben også den 26-årige Thea Keller, der skifter til KIF Vejen fra HC Odense.

/ritzau/