Den danske håndboldtræner Jan Leslie er færdig i den russiske storklub Rostov-Don.
Klubben skriver på sin hjemmeside, at parterne er blevet enige om at indstille samarbejdet, efter at det står klart, at Rostov-Don ikke kommer videre til hovedrunden i Champions League.
Den dybt skuffende exit fra mesterholdsturneringen blev en kendsgerning med nederlaget til Györ fra Ungarn i lørdags. Det betød, at russerne sluttede sidst i gruppe C med to point efter seks kampe.
Jan Leslie blev ansat i klubben i sommeren 2014 og førte den i sin første sæson til det russiske mesterskab.
Det blev også til to pokaltitler i de to og et halvt år, danskeren nåede at få i den økonomisk velpolstrede klub.
I sidste sæson nåede Rostov-Don kvartfinalen i Champions League, hvor det blev til to knebne nederlag til CSM Bucuresti, som siden vandt turneringen.
Russerne, som har den danske landsholdsspiller Lotte Grigel i truppen, havde håbet at forbedre resultatet i denne sæson, og derfor er sidstepladsen i gruppespillet en fiasko.
Rostov-Don var godt nok havnet i en dynamitpulje med Györ, CSM Bucuresti og FC Midtjylland, men kun én sejr i de seks kampe var tilsyneladende for lidt for klubbens ledelse.
Jan Leslie er den anden danske toptræner, der har måttet forlade sit job efter skuffende Champions League-resultater i denne sæson.
Tidligere på måneden smed CSM Bucuresti Jakob Vestergaard på porten. Den rumænske hovedstadsklub vandt herefter sine sidste to gruppekampe og sluttede på andenpladsen i gruppespillet med seks point for seks kampe.
/ritzau/