Manchester City viste tirsdag aften hvilket Manchester-mandskab, der er det stærkeste i engelsk fodbold.
De regerende mestre fra Manchester United måtte hjemme på Old Trafford se sig slået med 0-3 i endnu en nedtur for den pressede manager David Moyes.
Med sejren holder City sig med helt fremme i titelkampen, hvor Manuel Pellegrinis spillere er tre point efter topholdet Chelsea - for to kampe færre end London-holdet.
Helt modsat ser det ud for United, der på Premier Leagues syvendeplads får svært ved bare at nå de placeringer, som giver adgang til Europa League i næste sæson.
Gæsterne fra City lynstartede i den svære udekamp med en scoring allerede efter 42 sekunder.
Bolden blev slået ud til Samir Nasri, der med et træk ind i banen fikserede hele hjemmeholdets midterforsvar. Franskmandens skud ramte stolpen, men heldigvis for gæsterne endte den hos Edin Dzeko, der gjorde det til 1-0.
Den bosniske angriber øgede 10 minutter efter pausen til 2-0, da han løb til forreste stolpe på et hjørnespark. Uniteds rutinerede Rio Ferdinand fulgte slet ikke med Dzeko, der uhindret kunne flugte bolden i mål.
Manchester United har generelt præsteret elendigt mod ligaens bedste mandskaber. Moyes og co. tabte i efteråret udekampen mod City med 1-4 og forleden blev mesterholdet ydmyget på eget græs af Liverpool i et nederlag på 0-3.
Selv om de rødblusede blev ved med at kæmpe, så blev satsningen ikke omsat til scoringer. I stedet kunne City-anfører Yaya Toure i kampens sidste minut øge til 3-0, da han opsnappede bolden på kanten af straffesparksfeltet og hamrede den i mål.
I London skuffede Arsenal med 2-2 mod nedrykningskandidaterne fra Swansea. Arsenal er seks point efter topholdet fra Chelsea.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.