Det gjorde ondt på Manchester United og klubbens fans, da holdet for knap to år siden tabte hele 1-6 til bysbørnene fra Manchester City.
Søndag tildelte de lyseblå så de røde endnu en lussing, da det hjemme på Etihad Stadium blev til en sejr på 4-1.
Da de to hold duellerede om det engelske mesterskab i foråret, vandt United titlen med et forspring på hele 11 point.
Det kan dog godt virke lidt svært at forstå, når man så forskellen på de to hold i søndagens lokalbrag.
Manchester City var klart det bedste hold på banen og kom først på de fleste bolde.
Holdets offensivspillere virkede langt skarpere end United-forsvaret og demonstrerede det ved alle fire scoringer.
Sergio Agüero åbnede målfesten med en følt helflugter, hvor han udnyttede et flot oplæg af Samir Nasri og Aleksandar Kolarov.
Manchester Uniteds forsvar virkede meget passivt i den situation, og det samme var tilfældet lige inden pausen, hvor Yaya Toure i forbindelse med et hjørnespark helt umarkeret skovlede bolden i nettet til pauseføring 2-0.
Og sørme om ikke det igen kneb med opdækningen, da Agüero lavede sit andet mål kort efter pausen.
Endelig var der heller ikke nogen, der pressede Samir Nasri, da han afsluttede et kontraangreb med kampens fjerde mål.
På det tidspunkt var der kun spillet 50 minutter af kampen, og sejren kunne være blevet endnu større, hvis ikke City var gået et gear ned.
Manchester United havde dog ikke meget at byde på offensivt, selv om der blev mere plads at brede sig på.
Det skyldtes formentlig, at holdet måtte undvære en skadet Robin van Persie til kampen, og så satte hverken Wayne Rooney eller Danny Welbeck ret mange fødder rigtigt i løbet af de 90 minutter.
Wayne Rooney fik dog reddet lidt af æren, da han kort før tid sendte et frispark direkte i mål fra 25 meters afstand og reducerede til 1-4.
Sejren sender Manchester City op på andenpladsen i Premier League med 10 point efter fem kampe. United har noget skuffende kun syv point og ligger nummer otte.
/ritzau/