Fodboldstjernerne fra Manchester City og Liverpool slap for forlænget spilletid, da det søndag stod 1-1 efter 90 minutter i den årlige Community Shield på Wembley.
I stedet for 30 minutter ekstra i benene gik holdene direkte til en straffesparkskonkurrence, som City vandt.
Og det var måske en god idé. I hvert fald er formen endnu ikke helt på plads, fortæller Kevin De Bruyne til det britiske medie BT Sport.
- Det var en fysisk hård kamp. Man kan godt se, at vi stadig er i gang med forberedelserne til sæsonen. Ingen af holdene er fysisk klar endnu, siger han.
Sommeren har blandt andet budt på U21-EM, Africa Cup of Nations og Copa America. For en del af spillerne er ferien derfor blevet forkortet.
- Nogle af spillerne kom tilbage for to dage siden, og andre har trænet i to eller tre uger. Sæsonoptakten er blevet mere kommerciel, så august er vigtig, siger den belgiske midtbaneprofil.
Raheem Sterling bragte City foran i det 12. minut, mens Liverpool-stopperen Joël Matip udlignede et lille kvarter før tid.
I straffesparkskonkurrencen trak City det længste strå, da Georginio Wijnaldum brændte på målmand Claudio Bravo.
Manchester City sluttede som vinder af Premier League for næsen af Liverpool i den forgangne sæson.
Desuden vandt City Community Shield, Liga Cuppen og FA Cuppen.
Liverpool har fem dage til at finde formen før Premier League-premieren mod Norwich, mens City lørdag gæster West Ham i første runde.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP