Alt tyder på, at chilenske Manuel Pellegrini snart skal have flyttet sit møblement fra sydspanske Malaga til Manchester i England.
For godt en uge siden bekræftede Pellegrini, at hans succesfulde ophold i Malaga lakker mod enden, og nu siger han til en spansk tv-station, at han har en "mundtlig" aftale med de engelske vicemestre, Manchester City.
- Jeg har en mundtlig aftale med dem, og jeg håber, at det bliver til noget. Foreløbigt har jeg dog ikke en underskrevet kontrakt, siger Pellegrini til tv-stationen Canal Sur.
Manchester City fyrede for nylig sin hidtidige manager, italienske Roberto Mancini. Fyringen var stort set ikke eksekveret, før flere medier spekulerede i Pellegrini som afløser.
- Det er sandt, at Manchester City har vist stor interesse for at få mig som træner. Og jeg har også været i dialog med dem, siger Pellegrini.
Den 59-årige chilener var tæt på at føre de sydspanske debutanter helt frem til semifinalen i dette års Champions League, men holdet røg dog ud i kvartfinalen efter en overtidsscoring af de senere finalister fra Dortmund.
Malaga ligger i øjeblikket nummer seks i den spanske liga uden chance for at kvalificere sig til næste års Champions League.
Manuel Pellegrini har tidligere været træner på absolut topplan, nemlig da han i 2009 overtog roret i Real Madrid. Her blev det dog kun til et år, før madrilenerne hentede den nu fyrede Jose Mourinho og gjorde Pellegrini overflødig.
Måske belært af erfaringerne fra Madrid understreger den chilenske manager da også, at intet endnu er sikkert.
- Indtil noget er skrevet under, kan man ikke sige, at noget er sikkert, siger han.
/ritzau/