Manchester City stiller med et meget stærkt hold, når englænderne går på banen for at møde FCK på torsdag.
På forhånd har der været tvivl om Shaun Wright-Phillips og Robson de Souza, også kaldet Robinho, men de er begge meldt klar til kampen, skriver sporten.dk. Kun Gelsen Fernandes må blive hjemme i Manchester.
Træneren Mark Hughes ser frem til at få Shaun Wright-Phillips tilbage.
"Hvis man ser tilbage på kampen i weekenden, så manglede vi evnen til at komme forbi modstanderen med bolden og komme ned bag forsvaret. Der vil Shaun kunne hjælpe os," siger Mark Hughes ifølge hjemmesiden.
Den stærke midterforsvarer Richard Dunne er også tilbage efter karantæne.
Manchester City tabte i weekenden på udebane 2-0 til Portsmouth i Premier League.