Indkøbscenteret City 2 i Høje Taastrup er blevet meldt til politiet for at vildlede kunderne. Det er forbrugerombudsmanden, som vil have centerforeningen straffet.
City 2 lovede i november 2013 momsfri weekend med 20 procent rabat på alle varer. Men det var ikke alle varer i butikkerne, som man kunne få rabat på. For eksempel gjaldt det ikke varer, der i forvejen var nedsat og en række udvalgte varer.
Og det havde City altså ikke gjort tydeligt nok opmærksom på, mener forbrugerombudsmanden.
- City 2 lover forbrugerne momsfri weekend og 20 procent rabat på alle varer. Men foreningen angiver på en uklar måde, at tilbuddet ikke gælder for alle varer. Det er efter vores opfattelse vildledende markedsføring, da forbrugerne nemt får indtrykket af, at tilbuddet er bedre, end det reelt er. Derfor har vi valgt at politianmelde City 2, siger konstitueret forbrugerombudsmand, Benedikte Havskov Hansen.
Centerforeningen City 2 har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at den ikke finder markedsføringen vildledende.
Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed, som blandt andet holder øje med, om butikker overholder reglerne for markedsføring.