Sjældent har en åbningskamp ved en VM-slutrunde haft så stor en favorit som i 2002. Det var i de år, hvor Frankrig havde sat sig på verdenstronen. I 1998 vandt Les Bleus for første gang VM-titlen i slutrunden på eget græs. To år senere manifesterede holdet sin styrke ved at vinde EM i Holland og Belgien.

Frankrig var igen blandt topfavoritterne inden VM i Japan og Sydkorea, og modstanderen i åbningskampen blev ikke set som nogen trussel: VM-debutanterne fra Senegal, et spændende og helt nyt bekendtskab, men naturligvis ikke et hold, der burde volde franskmændene problemer.

Men den eneste målscorer i Seoul var midtbanespilleren Papa Bouba Diop, der gav debutanterne en historisk 1-0-sejr. Det blev starten på det store senegalesiske eventyr. Vestafrikanerne gik videre fra gruppen og slog Sverige ud i ottendedelsfinalen, inden det sluttede med et kvartfinalenederlag til Tyrkiet efter forlænget spilletid.

Senegal kom på fodboldkortet, og en række senegalesere gjorde med indsatsen i turneringen deres navne kendte. Salif Diao, Henri Camara og El Hadji Diouf.
Og så var der den hårdtarbejdende Aliou Cissé. En da 26-årig midtbanespiller, der i hele karrieren havde optrådt i fransk fodbold. Præstationen i slutrunden imponerede Steve Bruce i en grad, så han fluks hentede Cissé til Birmingham City i den engelske Premier League.

Du kan også høre Morten Glinvads klumme indlæst som podcast her.

16 år efter Senegals gennembrud står Aliou Cissé nu på sidelinjen på Otkrytije Arena i Moskva til Senegals første VM-kamp siden kvartfinalen mod Tyrkiet i 2002. Polen er modstanderen, og for Cissé er den grønne spilletrøje skiftet ud med et jakkesæt, og fodboldstøvlerne er erstattet af sko, der er så blankpudsede, at genskinnet er synligt oppe fra tribunerne på Spartak Moskvas hjemmebane.

Lige så hurtigt, som Senegal brød igennem på verdensscenen, lige så hurtigt forsvandt holdet igen. Først nu er senegaleserne tilbage ved en VM-slutrunde og nu med den gamle midtbanespiller som landstræner og som en betydningsfuld skikkelse i det store persongalleri ved slutrunden i Rusland. Og efter at Egypten, Marokko, Nigeria og Tunesien alle havde tabt deres første kamp og står med dystre udsigter for det videre forløb, er Cissés Senegal nu det sidste afrikanske håb.

Aliou Cissé blev landstræner for Senegal i 2015 efter franskmanden Alain Giresse, og på overbevisende maner fik han holdet kvalificeret til VM uden nederlag i det afgørende gruppespil. Da holdet VM-debuterede i 2002, var den berejste franskmand Bruno Metsu landstræner. Han havde kælenavnet ”Den hvide troldmand” og var del af den udbredte tendens med europæiske landstrænere i Afrika.

Det er her, Cissé er interessant. For selv i 2018 er det stadig en sjældenhed, at en afrikansk træner står i spidsen for sit eget lands landshold ved en VM-slutrunde. Og Cissé er bevidst om sin symbolske betydning.

"Fodbold er en universel sport, og hudfarven har meget lille betydning. Det er godt at have en sort træner her ved VM. Det viser, at der er kvalitetstrænere blandt os. Jeg repræsenterer en ny generation, som gerne vil have en plads i afrikansk fodbold og i verdensfodbolden,” sagde han inden Senegals VM-premiere.

Indtil denne dag har det ikke været noget godt VM for de afrikanske hold. Pelé sagde for mange år siden, at han troede, at et afrikansk hold ville blive verdensmester inden årtusindskiftet. Det skete som bekendt ikke, men de afrikanske hold har dog ind imellem vist kvaliteter. Siden Marokko i 1986 gik videre fra gruppespillet, har der ved hvert eneste VM været mindst et afrikansk hold blandt de 16 sidste. I 1990 nåede Cameroun kvartfinalen som det første afrikanske hold, og siden har Cissés Senegal og Ghana i 2010 gjort det samme.

Men den fortsatte fremgang, som Pelé spåede, er ikke blevet en realitet. De afrikanske landshold præsterer ikke bedre nu, end de gjorde for 20-30 år siden. Og dette VM har indtil nu mest lignet et skridt tilbage for de afrikanske hold.

Og hvorfor er det så gået sådan? Hvorfor har afrikansk landsholdsfodbold ikke taget det næste skridt?

Et bud er, at der er for stor udskiftning blandt slutrundedeltagerne. Derfor samler holdene ikke nok VM-erfaring. Det kommer ved dette VM til udtryk ved, at kun Nigeria er genganger fra VM i 2014.

At mange lande savner en stærk national fodboldkultur, kunne være en anden årsag. De bedste spillere bliver enten født i Europa eller tager tidligt dertil. Og det er ikke befordrende for sammenhængskraften, når VM-nationerne støvsuger de europæiske ligaer for spillere med afrikansk baggrund kort inden slutrunden, sådan som tilfældet har været. Et udtryk for, at der stadig bliver tænkt for kortsigtet i mange fodboldforbund, hvor der ikke er noget tydeligt defineret projekt.

Samtidig er de nationale ligaer mange steder af en meget svingende kvalitet, og interessen retter sig mere mod de europæiske ligaer. Det er primært i de nordafrikanske lande, at økonomien og strukturen er stærk nok til at skabe en liga af en vis kvalitet, så mange landsholdsspillere i Tunesien og Egypten hentes fra den hjemlige liga.

I Aliou Cissés VM-trup er der ikke en eneste spiller fra den hjemlige liga, og i hans startopstilling mod Polen er der hele otte spillere, der i denne sæson har optrådt for klubber i Europas fem stærkeste ligaer. Det fortæller om en vis styrke og er årsagen til, at Senegal er blevet fremhævet som det mest spændende af de afrikanske VM-hold.

Kampen mod Polen bekræfter holdets kvalitet.

Holdet optræder velorganiseret og disciplineret hele vejen igennem. Med ansigtet hvilende i den ene hånd spejder Cissé koncentreret ind på banen mod sine to firekæder, og han kan være tilfreds med, hvad han ser. Kæderne står, som de skal. Senegals stramme 4-4-2 holder Polen i et jerngreb. I midterforsvaret har Kalidou Koulibaly og Salif Sané fint styr på den polske stjerneangriber Robert Lewandowski. Og på midtbanen sørger de to balancespillere Alfred N’Diaye og Idrissa Gueye for, at der hele tiden er mindst en af dem, der holder positionen som stopklods foran bagkæden, så Senegal aldrig bliver truet af de velkendte polske kontraer.

Teranga-løverne er det senegalesiske landsholds kælenavn, hvor teranga er et ord fra wolof-sproget, der kan oversættes som gæstfrihed, gavmildhed eller generøsitet. Men der er intet gavmildt over Senegals udtryk på banen. Dette er et seriøst og målrettet mandskab, der stempler ind i VM. Senegal har en plan, og den bliver fulgt med en nærmest islandsk præcision.

Det er et opgør mellem to hold, der begge helst vil spille på kontra, men Senegals koncept virker bedst. I 1. halvleg kommer holdet foran, da Gueyes forsøg rettes af. Og efter pausen udbygger Mamadou Niang føringen efter et polsk koks.

Senegals største stjerne Sadio Mané er påfaldende anonym gennem hele opgøret, hvilket er ganske sigende: Dette er ikke et hold styret af individualister. Det er et stærkt kollektiv skabt af en lokal træner, hvilket på den måde rokker ved nogle af de stereotyper, man stadig møder om afrikansk fodbold, især når det gælder holdene syd for Sahara.

Der er spændende offensivspillere på det senegalesiske hold som den 20-årige raket Ismaila Sarr ude på højrekanten. Men mest imponerer holdet ved sin ro og organisation, og holdet har en god blanding af erfaring og talent. Med sejren tager Senegal et stort skridt videre fra gruppen, hvor Colombia og Japan er de to øvrige deltagere.

I slutfasen reducerer polakkerne efter en dødbold, men Senegal holder hjem. De glæder sig og danser foran tilhængerne, der har trommet gennem hele opgøret. Men det er ikke en overstadig eufori; dette ligner et hold, der har planer om meget mere. Det kommer til udtryk hos træner Cissé, der med alvorligt ansigt høfligt takker sin polske kollega Adam Nawalka for kampen, inden han får en stor omfavnelse af den skadede midterforsvarer Kara Mbodji.

For Cissé er dette kun et skridt på vejen mod fremgang for Senegal og for afrikanske trænere og afrikansk fodbold i det hele taget. Han håber at skabe en trend. Så andre afrikanske lande også tør give deres egne eksspillere chancen som trænere i stedet for stadig at sætte sin lid til ”en hvid troldmand,” som Cissés Senegal selv gjorde i 2002 med den nu afdøde Metsu.

”Jeg er sikker på, at en dag vil et afrikansk land vinde VM. Tingene har udviklet sig, men der er stadig udfordringer på vores kontinent, som man ikke møder andre steder. Men vi stoler på vores fodbold, vi har ingen komplekser og store spillere. Nu har vi bare brug for afrikanske trænere til at skabe fremgang for vores fodbold,” siger Cissé.

Et par timer senere taber Egypten til Rusland i en anden gruppe. Med det nederlag har Egypten – med den argentinske træner Héctor Cúper – reelt udspillet sin rolle ved VM, hvor de afrikanske hold nu har tabt fem af de seks kampe indtil nu. Med Cissés Senegal som undtagelsen.