Cirkusbygningen modtager Farveprisen 2026 for restaureringen af det farve- og lysunivers, som designikonet Verner Panton skabte indvendigt i bygningen tilbage i 1983. Et univers, der siden blev fredet i 1988, men som over tid havde mistet noget af sin oprindelige styrke.
Nu er det genskabt - og hyldet.
En ægte farvecirkel
Panton stod ikke blot for farver. Han skabte et samlet totalværk: farve- og lyssætning i vestibule, foyerer og trapper samt hele interiøret i Kuppelsalen, fra scenetæppe og stole til et særligt lysshow, der markerer forestillingens begyndelse.
Restaureringen er sket i tæt samarbejde med Verner Panton Design AG og med farvearkæologisk arbejde fra Københavns Konservator for at sikre præcisionen i forhold til originalen.
Farvepriskomitéen er ikke i tvivl om kvaliteten:
»Cirkusbygningen er som at træde direkte ind i farvecirklen. Verner Pantons farver er gennemført genskabt – fra den græsgrønne vestibule til den røde, varme omfavnelse i foyeren. Men farverne står ikke alene. Belysning, tekstiler og møbelklassikere komplementerer oplevelsen og løfter det samlede værk til et særligt højt fagligt niveau,« lyder det blandt andet i begrundelsen.
Restaureringen beskrives som »forbilledlig og veludført for eftertiden«.
Et levende rum
For Cirkusbygningens CEO er prisen mere end en designhæder.
- At modtage Farveprisen i vores 140-års jubilæumsår gør det ekstra meningsfuldt. Det handler ikke kun om at bevare historien, men om at holde den levende, og Verner Pantons univers er en helt central del af Cirkusbygningens identitet, siger Christian Sunn.
Farveprisen er indstiftet af Danske Malermestre og uddeles i 2026 for 20. gang. Den hædrer projekter, hvor farve, materialitet og arkitektur spiller en særlig rolle.
Cirkusbygningen er Verner Pantons eneste tilbageværende totalværk i Danmark.