En artist fra Cirkus Arena styrtede søndag flere meter ned under en forestilling på Tangkrogen i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi.
Artisten, Ray Navas, optræder med sin bror i et såkaldt "dødshjul", der svinger rundt i luften i op til syv meters højde.
Under nummeret slår artisterne blandt andet saltomortaler oven på de svingende hjul, og søndag gik det altså galt.
- Der er muligvis tale om et brækket ben, og muligvis også et brækket ribben, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi.
Ifølge Cirkus Arena selv blev vovehalsen kørt med fuld udrykning til hospitalet. Forestillingen er ikke aflyst.
Østjyllands Politi oplyser, at Arbejdstilsynet skal undersøge episoden.
/ritzau/