"I må altså ikke drille kollegerne ovre hos Norwegian."
Den besked har de ansatte i Cimber Sterling nu fået, kun få timer efter administrerende direktør Jacob Krogsgaard overfor Børsen nægtede at nedlægge et sådant forbud.
Den løftede pegefinger kommer efter, at ansatte hos Cimber Sterling har købt flere hundrede tilbudsbilletter til en krone under falske navne som Austin Powers og Anders And. Formålet var at forhindre almindelige rejsende i at kunne stige ombord hos Norwegian.
"Vi har sagt til medarbejderne, at de ikke må købe kampagnebilletter, som de ikke vil benytte, hos konkurrenter som Norwegian," siger Jacob Krogsgaard til epn.dk.
Sammen med Cimber Sterlings bestyrelse har han nu besluttet at sætte en intern analyse af sagen i gang.
"Men det er svært, hvis medarbejderne ikke vil sige, hvad de har gjort. Derfor opfordrer jeg Norwegian til at dele deres informationer med os, så vi kan få sagen opklaret," siger Jacob Krogsgaard.