Cimber: Nu kan kunderne være sikre

Det er en god dag for Cimber, og kunderne vil komme igen, mener flyselskabets bestyrelsesformand.
Cimber Sterling regner med, at flere kunder vil komme til, efter selskabet er blevet reddet af en ukrainsk milliardær.
Cimber Sterling regner med, at flere kunder vil komme til, efter selskabet er blevet reddet af en ukrainsk milliardær. Foto: Cimber / POLFOTO

Det vingeskudte flyselskab Cimber Sterling er i dag blevet reddet lige før, det styrtede i døden. Den ukrainske milliardær Igor Kolomoysky har med investeringsselskabet Mansvell Enetrprises købt 70 procent af Cimber

I dag er derfor en glædens dag, siger Cimber Sterlings bestyrelsesformand, Vilhelm Hahn-Petersen.

Han regner med, at kunderne vil begynde at booke billetter igen.

"Der har jo været en del skriverier om Cimber Sterlings fremtid, og det har måske holdt visse kunder fra at booke med selskabet. Når den her transaktion går igennem, så vil det fjerne den usikkerhed," siger Vilhelm Hahn-Petersen.

"Vi håber også at komme til at udvide vores netværk yderligere på grund af den her aftale," fortsætter han.

Mansvell Enterprise har for nyligt opkøbt to mindre svenske flyselskaber, og det betyder store ambitioner. Meningen er nemlig, at de to små selskaber sammen med Cimber Sterling skal udgøre et stort og førende regionalt nordisk flyselskab.

Inden aftalen ligger hundrede procent på plads, skal den godkendes i selskabets bestyrelse, af trafikstyrelsen og af en konkurrencemyndighed.

Men det bekymrer ikke bestyrelsesformanden.

"Vi regner helt bestemt med at få det (godkendelse, red.)," understreger Vilhelm Hahn-Pedersen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.