Flyselskabet Cimber Sterling har været endog meget tæt på den økonomiske afgrund. Så tæt at selskabet ikke har haft råd til at udbetale de 850 ansattes juli-løn til tiden.
Cimber Sterlings eksistens er netop blevet reddet fra konkurs af selskabet Manswell Enterprises, der ejes af den ukrainske milliardær, Igor Kolomojskij. I formiddags blev det på den ekstraordinære generalforsamling godkendt, at Manswell Enterprises overtager 70 procent af aktierne i Cimber Sterling. Derfor er pengene nu også på vej til de ansatte, meddeler selskabet.
Ifølge business.dk er det ikke første gang, at de ansatte må vente på deres løncheck. Det bekræfter selskabets direktør, Jacob Krogsgaard.
"Vi har haft et cashflow, der har betydet, at vi ikke har haft mulighed for at betale lønningerne i går. Det betyder, at der er nogle af vores ansatte, der ikke har fået deres løn rettidigt i dag. Men vi har overført pengene i dag, så de skulle gerne være på deres konti på mandag" siger han til business.dk
Cimber Sterling har via e-mail meddelt personalet, at der ikke er penge til at udbetale lønningerne rettidigt. Men den nye storaktionær, Manswell Enterprises, er blevet bedt om at sørge for et a conto-beløb, der kan sikre lønudbetalingerne.