Med de nye restriktive rygeregler tvinges danske rygere i dag på gaden, når de skal have deres fix . Og afhængig af vejret kan det være en både kold og våd fornøjelse.
Men det er der råd for, mener tobaksfirmaet Philip Morris, der nu er gået i gang med at udvikle en ny cigarettype - en snack-size cigaret. Ideen er at producere en cigaret, som rygerne kan ryge på ganske kort tid. Cigaretten skal have samme indhold af nikotin som en normal cigaret. På den måde kan rygerne nøjes med at stikke hovedet ud i kulden eller regnen et kort øjeblik. Det skriver Times Online.
Cigaretten, der får navnet Marlboro Intense, er særligt målrettet ansatte, der ikke længere må ryge på deres job. Cigaretten vil om kort tid blive testet i Tyrkiet, der ligesom henved 50 andre lande inden for de seneste år har strammet rygereglerne og forbudt rygning på offentlige steder.
Den nye cigarettype møder dog ikke opbakning fra alle sider.
- Der er åbenbart ingen grænser for rygernes desperation. Det eneste der når samme højde, er den desperation, vi ser fra tobaksfirmaer som Philip Morris, som forsøger at holde fast i rygerne, siger det britiske parlamentsmedlem Stephen Pound til Times Online.