En stor del af dit arbejde bestod i at rekruttere lokale congolesere til at spionere for dig. Hvordan i alverden gør man det?

»Man forsøger at komme tæt på manden. Man gør ting, man tror, personen kan lide. Hvis han kan lide fine middage, inviterer du ham ud. Hvis han kan lide jokes, fortæller du jokes. Hvis han kan lide litteratur, så snakker du bøger. En af mine kollegaer har sagt, at det minder om at forføre en kvinde, og det er meget rigtigt.«

Hvad er det sværeste i forførelsen ?

»Ligesom i en forførelse er det springende punkt selve spørgsmålet: Vil du over på min side . Hver eneste tilfælde er individuelt, og man må tage en risiko, når man endelig spørger. Nogle gange spørger folk grinende: Prøver du at rekruttere mig? . Hvis man så mærker, at det er umuligt, ryster man selvfølgelig på hovedet og griner nej, nej, selvfølgelig ikke .

Du er blevet tvunget til at spille russisk roulette, forsøgt myrdet og er nødlandet flere gange med fly. Hvordan undgår man at gå i panik i den slags situationer?

»Det gælder om at prøve at kontrollere sig. I de fleste tilfælde har jeg handlet fornuftigt, selvom jeg var bange. Det er ikke noget, jeg har fået decideret træning i, men jeg tror, mine tre års kamperfaring fra Anden Verdenskrig gjorde, at jeg var rustet til at være i livsfare. Resten lærte jeg på jobbet i Congo.«

Hvor meget har jobbet som CIA-agent ændret sig, siden du arbejdede i 1960 erne og 70 erne?

»De basale ting med at rekruttere agenter og arbejde i marken er de samme. Men fjendebilledet er blevet mere uoverskueligt. Da jeg var agent, handlede det om at vide, hvad russerne lavede. Du vidste, hvem fjenden var. I dag har vi en masse terrorgrupper, som er meget sværere for amerikanere at komme tæt på. Jeg tror, det er blevet meget mere kompliceret at være CIA-agent.«