Han er knap nok trådt ud af tour-bussen, men 20-årige Christopher er allerede i fuld gang med at suge festival-stemningen på Skanderborg til sig.
Klokken 17 skal han spille på Rytmehans-scenen, og den unge sanger glæder sig.
- Det er helt vildt. Det føles nogle gange som i går, at jeg stod og spillede til bryllupper for 50 mennesker, og nu står jeg her, siger Christopher til Ritzau.
I løbet af sommeren har han spillet på blandt andet Skive Festival, men han er ikke i tvivl om, hvad der er det største for ham.
- Skanderborg er helt klart det største denne sommer. For tre år siden stod jeg her på festivalen og drømte om, at det måske ville være mig på scenen om ti år. Men jeg havde aldrig troet på, at det ville gå så hurtigt, siger han med et smil.
Og med hits som "Nothing In Common" og "Against The Odds" føler sangeren, at han vil passe perfekt ind på Danmarks Smukkeste Festival.
- Jeg tror, at min musik vil passe rigtig godt til stemningen her i eftermiddag. Den er simpel og melodisk, og jeg håber, at publikum går fra koncerten med en god oplevelse, siger han.
Der er sommerfugle i maven, når man skal spille sin største koncert i karrieren, men det mener singer-songwriteren ikke vil være en hindring.
- Der skal være lidt sommerfugle, så man gå ind og yder sit allerbedste, og det vil jeg gøre, fortæller en spændt Christopher.
Skanderborg festivalen er den næststørste musikfestival i Danmark, kun overgået af Roskilde.
/ritzau/