De danske håndboldherrer er nu nået så langt i VM-turneringen i Tyskland, at de tør snakke om medaljer. Sidste medaljetriumf ved VM ligger helt tilbage i 1967, hvor det blev til sølv, og det er nu det mindste venstrefløjen Lars Christiansen stiler efter. Først skal kvartfinalen mod Island dog overstås.
»Det er fantastisk. Jeg synes, vi har fortjent det og gjort et godt stykke arbejde. Island er en ønskemodstander. Vi har respekt for dem, men de ligger godt til os. Vi har formået at løfte vores forsvarsspil op til et meget højt niveau, men mangler lidt i angrebet. Jeg håber, vi når langt, vi er ikke tilfreds med bronze. Vi skal virkelig gå til stålet,« sagde Christiansen til TV 2 News efter kampen søndag aften.
For højrebacken Anders Oechsler var situationen næsten helt uvirkelig, men også han tror, at Danmark har gode chancer.
»Det er en kæmpe drøm, vi har i gang i. Vi står i kvartfinalen til VM. Det er så kæmpestort, så det ikke er til at sætte ord på. Island ligger måske meget godt til os. Vi skal stadig være 100 procent med i kampen, men så har vi også en god chance. Hvis det skal være, så er vi havnet i den rigtige gruppe, det er helt sikkert,« sagde Oechsler.