"Staten er blevet frifundet."
Det var ordene fra dommeren i et proppet retslokale i Østre Landsret klokken 9.15 tirsdag. Dermed er det afgjort, at staten er i sin gode ret til at opsige christianitternes brugsret over det gamle kaserneområde på Christianshavn.
Sagen startede tilbage i 2004, hvor den danske stat opsagde beboernes ret til at bruge området, men christianitterne har hele tiden ment, at de har opnået kollektiv brugsret til området.
Dommen bliver modtaget med både skuffelse og optimisme i Christiania-lejren.
"Det er klart, at man først noterer sig, at vi ikke har vundet, men når man så læser præmisserne i dommen og læser de meget grundige overvejelser, som landsrettens dommer har været igennem, så kan man se, at landsretten kan imødekomme mange af vores synspunkter," siger advokat Knud Foldschack til Newspaq.
Han regner dog med, at tage sagen til Højesteret. Det skal de 700 christianitter dog selv afgøre. Spørgsmålet bliver derfor diskuteret på et fællesmøde i Den Grå Hal i aften, hvor der også vil være fællesspisning.