Fristaden tilhører staten. Det har Højesteret afgjort fredag middag. Dermed tabte christianitterne striden om, hvem der ejer grunden på Amager og skal måske flytte efter 40 år.
"Det er en skandale. Vi har trampet på den jord i tre generationer. Det er en ventil i storbyens hjerte, som der er brug for. Hele verdenen bruger Christiania," siger Trine Sørensen, der har været en del af 'staden' siden 1974, til Newspaq.
Opgøret startede i 2004, hvor christianitterne lagde sag an mod Slots- og Ejendomsstyrelsen, efter at politikerne på Christiansborg havde vedtaget en lov, der skal normalisere fristaden. Det betød i praksis, at christianitterne ikke længere måtte bruge deres boliger.
I første omgang gav landsretten fem år senere ejendomsretten til staten, men den dom ankede fristadens beboere.
Det hjalp altså ikke. Højesteret stadfæstede enstemmigt dommen fra landsretten. Dommen har dog ikke fjernet håbet om at kunne blive boende hos fristadens advokat Knud Foldschack.
"Nu har vi fået afklaret, at der ikke er en juridisk ret. Dermed er vi, hvor vi var i '78. Nu skal sagen løses af politikerne og ved forhandlingsbordet," siger han.