Glemt er både cigarkasser og brosten. Når det drejer sig om
Christiania, går tankerne i stedet til vedvarende energi og muld-toiletter. Og
det er fristaden så god til, at det har skaffet den en nominering til Nordisk
Råds Miljø- og Naturpris.
Det er blandt andet opfindelsen af Christiania-cyklen og
det, at fristaden er bilfri, der har givet adgangsbilletten til det fine
selskab.
Årets tema for prisen er den miljømæssigt bæredygtige by.
Prisen tildeles en nordisk kommune, organisation, person eller virksomhed, som
på en forbilledlig måde arbejder for at udvikle eksempelvis grønne områder,
trafiksystemer, affaldshåndtering eller energiforsyning i bymiljøet.
Christiania er oppe mod 29 andre kandidater om prisen, der
er på 350.000 kroner. Deriblandt Frederikshavn, Odense og Albertslund kommuner
fra Danmark. Derudover er kandidatlisten ganske farverig og blandt de øvrige
aspiranter kan eksempelvis flagermusforeningen i Åbo, energiorganisationer og
miljøbilerne i Stockholm nævnes.
Om Christiania snupper prisen ved vi først i
slutningen af oktober, når prisen uddeles i forbindelse med Nordisk Råds
session i Oslo.
Sidste år modtog klimaforskeren Bogi Hansen fra Færøerne Nordisk Råds Miljøpris.