11 huse på Christiania skal fredes, og erklæres bevaringsværdige, hvis det står til Kulturarvsstyrelsen.
De har netop sendt fredningsforslagene ud i en høring, der løber frem til 1. juli.
Med udpegningen står det klart, at Kulturarvsstyrelsen ikke vil følge indstillingen fra Det Særlige Bygningssyn, der er styrelsens rådgiver i fredningssager. Bygningssynet foreslog at frede 55 bygninger, men af dem er altså kun 11 blevet valgt.
Ifølge Kulturarvsstyrelsen er bygningerne udpeget, fordi de hver især og i sammenhæng fortæller en væsentlig del af Københavns militære historie helt tilbage fra 1600-tallet.
Fra 1989, hvor den første Christianialov blev vedtaget, har bygningsfredningsloven været sat ud af kraft, men med den nye lov om fristaden i 2004 fik den igen gyldighed.
Kulturarvsstyrelsen freder bygningerne, som de er, og beboerne vil derfor ikke blive mødt med krav om at tilbageføre bygningerne til deres oprindelige udseende.
De skal fredes:
Tre krudthuse på bastionerne
Fire krudtmagasiner i redanerne
Kommandørhuset, Vilhelms Bastion
Den Grå Hal
Den Grønne Hal
Mælkebøtten