Selvom myndighederne er gået i gang med at gøre Christianialoven til virkelighed, har christianitterne stadig en chance for at blive en del af en samlet aftale om fristaden. Det oplyser finansminister Thor Pedersen (V) i et brev til christianitternes advokat, Knud Foldschack.
Christianitterne har ikke svaret ja eller nej til den fremlagte plan for fristadens fremtid. Derfor er myndighederne gået i gang med en plan B, som christianitterne ikke har nogen indflydelse på. Den vil ifølge ministeren blive sat i værk, hvis Christiania siger nej til det løsningsforslag, der ligger på bordet, eller hvis de slet ikke svarer, inden den nye frist løber ud 1. april.
Løsningsforslag A betyder blandt andet, at der bygges andels- og ejerboliger på Røde Sols Plads, at der bliver plads til eksperimenterende nybyggeri til udlejning, og at der skal være særlige aftaler om ventelister og husleje, der sikrer, at christianitterne har mulighed for at blive boende. Plan B er den samme som plan A - dog uden, at christianitter får nogen indflydelse på noget.