Normalt er Christiania en fristad, der er åben for høj som lav. Men i protest mod en normalisering af fristaden, har christianitterne lukket ned for butikken.
Og det er bogstaveligt talt lukket. Indgangen til området er spærret af, så gæster og andre ikke kan komme ind.
"Vi beder vore støtter om at respektere vor lukning. Vi lukker for at undgå en lukning," lyder det fra fristaden på en løbeseddel, der lige nu deles ud.
Det betyder også, at alle de mange butikker og spillesteder vil holde lukket de kommende dage.
Ifølge pressegruppen har staden et helt unikt kultur- og fritidstilbud, der hver dag tiltrækker tusindvis af folk. Samtidig med det er blevet en af Danmarks største turistattraktioner.
"Vi har brugt 40 år på at skabe en af Danmarks største turistattraktioner," proklamerer christianitterne.
Staden understreger dog via deres pressegruppe, at de fortsat er indforstået med at forhandle en lovliggørelse.
Københavns Politi har tidligere været i flere voldsomme sammenstød på Christiania, men selvom christianitterne barrikaderer sig, så vil ordensmagten ikke opildne til sammenstød.
"Vi har en udmærket dialog med almindelige christianitter. Vi tror på, at situationen forløber roligt, så vi vil slet ikke være med til at puste noget op," siger pressetalsmand i Københavns Politi, Lars Borg, til Newspaq.
Fristaden har ikke sat en tid på, hvornår barrikaderne falder.