De røde og grønne figurer i nogle lyskurve (Løgumklostervej/Haderslevvej og Camma Larsen Leddets vej/Haderslevvej) må fra i dag af vige pladsen til fordel for selveste Kong Chr. X til hest.
Et splinternyt "Genforeningslyssignal" pryder ovennævnte lyskurver med kongen til hest i rød og grøn silhuet. De er kreeret i anledningen og markeringen af 100-året for Genforeningen i 2020. Lyskurvene vil lyse i Genforeningens tegn indtil udgangen af næste år.
Fakta om kongens dåd
Christian X var en på mange måder kontroversiel konge. Han kom ofte ud i politisk stormvejr. Bl.a. da han i forbindelse med afstemningen om Sønderjylland i 1920 afskedigede hele den radikale regering, uden den havde fået et folketingsflertal imod sig. I stedet udnævnte han et ministerium bestående af erhvervsfolk. Den efterfølgende såkaldte Påskekrise blev meget dramatisk med trussel om generalstrejke, inden kongens ministerium gik af.
Ved genforeningen med den del af Sønderjylland, der havde stemt sig tilbage, red kongen over grænsen på en hest, der til lejligheden – siges det, man strides stadig om dette – var kridtet hel hvid.
Det blev først under den tyske besættelse under 2. verdenskrig, at Christian X for alvor blev folkets konge. Han fik her tilnavnet "Rytterkongen", da han foretog sine daglige rideture gennem København i trods mod besættelsesmagten.