Christian Iversen erstatter Lønstrup i FC Roskilde
Christian Lønstrup var cheftræner i FC Roskilde, indtil han i maj blev suspenderet af klubben. Her ses han i en superligakamp for FC Helsingør mod Hobro. Henning Bagger/Ritzau Scanpix
FC Roskilde har valgt Christian Iversen som ny cheftræner. Han erstatter Christian Lønstrup.

Fodboldklubben FC Roskilde har fundet afløseren for Christian Lønstrup på cheftrænerposten.

Den tidligere Hvidovre-træner Christian Iversen er blevet ansat, meddeler 1. divisionsklubben til bold.dk.

Klubejer Carsten Salomonsson føler sig sikker på, at han har hyret den rigtige mand.

- Valget er faldet på ham, fordi jeg kender Iversen fra B 1908- og Hvidovre-tiden, og han er sindssygt god i et omklædningsrum.

- Han kan skabe glæde hos spillerne og er en rigtig god leder og kan samle spillerne om sig, siger han til bold.dk.

I slutningen af maj meddelte klubben, at Christian Lønstrup havde sagt op som cheftræner, efter at han havde anklaget Roskilde-spillere for at være involveret i matchfixing.

Men Lønstrup afviste, at han havde sagt op og valgte at stævne den sjællandske fodboldklub. Det stod dog klart, at han ikke kunne fortsætte i Roskilde.

Sagen begyndte, da Lønstrup på et spillermøde efter nederlaget på 1-2 til Lyngby 12. maj sagde, at han havde beviser på matchfixing, men ikke fremlagde dem.

Efterfølgende tog spillerne afstand fra matchfixing i en pressemeddelelse fra Spillerforeningen, og Lønstrup blev kort efter suspenderet.

Roskilde har haft økonomiske problemer og blev i foråret reddet fra konkurs.

For at undgå en gentagelse har klubejer Carsten Salomonsson ønsket en lønnedgang hos spillerne. Det fik Spillerforeningen til at understrege, at det ikke bare kan gennemtrumfes, fordi det kræver spillernes accept.

Ifølge sn.dk mødte blot ti spillere op til mandagens træning i klubben som følge heraf.

Onsdag skrev samme medie, at Thomas Axel Madsen havde sagt op som assistenttræner efter bare otte dage i klubben.

Ifølge bold.dk bliver den nye assistent klubbens U17-træner, Mark Jensen.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News