Den forsvarende Tour-vinder, Chris Froome, er ude af årets Tour de France efter at været styrtet på 5. etape.
Sky-rytteren styrtede for anden gang med omkring 70 kilometer til målstregen, umiddelbart inden rytterne ramte den første sektion med de frygtede brosten på etapen til Arenberg Porte du Hainaut.
Froome tog sig til sin højre arm, og efter en kort samtale med holdets hjælpere rystede han på hovedet og satte sig ind i en følgebil som tegn på, at Touren er slut for hans vedkommende.
Det blev kulminationen på et titelforsvar fyldt med uheld for briten, der allerede tirsdag var i asfalten, hvor han slog sig voldsomt på både hoften og den ene hånd.
Onsdagens etape var fra start præget af et voldsomt regnvejr over det nordlige Frankrig, og inden starten valgte arrangørerne derfor at stryge to af de planlagte ni brostenssektioner.
Allerede efter 29 kilometer måtte Chris Froome i asfalten for første gang, og der gik flere minutter, inden hans Sky-holdkammerater kom ham til undsætning.
Froome blev dog efterhånden fragtet tilbage til hovedfeltet, men lignede allerede på det tidspunkt en slagen mand.
Da brostenene nærmede sig, styrtede Sky-kaptajnen for anden gang på onsdagens etape og for tredje gang på to dage, og så var det slut med modstandskraften.
Dermed er Tourens forsvarende mester altså ude af løbet, inden det for alvor er kommet i gang, og med Froomes abdikation fra Tour-tronen står Tinkoff-Saxos kaptajn Alberto Contador tilbage som den store favorit.
/ritzau/