Belgieren Jan Bakelants (Omega Pharma-Quick-Step) vandt fredag sjette etape af Critérium du Dauphiné, men etapens dramatiske moment indtraf med få kilometer tilbage af etapen, da løbets førende rytter, briten Chris Froome, styrtede.
Med flere huller i trøjen kæmpede han sig dog tilbage til hovedfeltet og undgik at miste tid. Spørgsmålet er så, hvor medtaget han er af styrtet.
Sjette etape var en forholdsvis flad en af slagsen på 178,5 kilometer fra Grenoble til Poisy. Men særligt på de sidste 25 kilometer var terrænet kuperet med to kategori 4-stigninger.
16 udbydere stak af sted, og det stod inden de sidste stigninger klart, at vinderen skulle findes blandt disse.
Med cirka 20 kilometer tilbage stak en trio bestående af hollænderne Lieuwe Westra (Astana) og Pim Ligthart (Lotto) samt belgieren Jan Bakelants (Omega Pharma-Quick-Step) af, og trioen skabte hurtigt et afgørende forspring.
Det blev en duel med få kilometer tilbage, da Ligthart blev sorteret fra. På opløbsstrækningen forsøgte Westra at køre den lange spurt, men Bakelants klemte sig foran på de sidste meter og vandt etapen.
I den samlede stilling fører Chris Froome fortsat løbet med 12 sekunders forspring til Alberto Contador. Spørgsmålet er så, hvor styr betydning Froomes styrt fredag får for lørdagens kongeetape, der byder på flere hårde stigninger - de to sidste uden for kategori.
Løbet slutter på søndag.
/ritzau/